Bemærkninger til Landstingsforordning nr. 3 af 23. maj 2000 om sundhedsvæsenets styrelse og organisation.
Almindelige bemærkninger
1. Baggrund for forordningsforslaget
I foråret 1999 fremsendte direktoratet udkast til en ny Landstingsforordning om sundhedsvæsenets styrelse og organisation til høring hos relevante høringsparter.
Som en del af dette forordningsforslag fremgik en nedlæggelse af sundhedsnævnene i den eksisterende form. I stedet blev det foreslået, at ansvaret for etablering af lokale fora til drøftelse af spørgsmål vedrørende den lokale sundhedsprioritering m.v. blev flyttet over på de enkelte kommunalbestyrelser.
Af høringssvaret fra KANUKOKA fremgik, at landsforeningen ikke kunne acceptere forsøget på at overflytte ansvaret for etablering af lokalt samarbejde imellem i hvert fald to involverede parter til den samlede kommunalbestyrelse. Endvidere var der modstand fra kommunerne mod at nedlægge det formelle samarbejdsorgan, tværtimod var der et stærkt ønske om at bevare et samarbejdsorgan på administrativ niveau. På denne baggrund blev det besluttet ikke at fremsætte forordningsforslaget under Landstingets forårssamling 1999, men i stedet at indgå dialog med KANUKOKA omkring forankring og struktur af lokale samarbejdsfora. I løbet af efteråret 1999 har der været sådanne drøftelser, og resultatet i form af etablering af lokale forebyggelsesudvalg er indarbejdet i nærværende forordningsforslag.
Med fremsættelsen af dette forslag til Landstingsforordning om sundhedsvæsenets styrelse og organisation, er der i hovedsagen tale om en slanket udgave af den siden 1992 gældende forordning af samme navn. Flere af de hidtidige bestemmelser foreslås således ophævet, det drejer sig om bestemmelserne vedrørende Landstingets Sundhedsudvalg, Det forebyggelsespolitiske Råd, sundhedsnævnene og sundhedsplaner, reglerne om klageadgang samt sanktionsbestemmelsen.
For så vidt angår reglerne om Landstingets Sundhedsudvalg foreslås disse ophævet, idet der er fastsat regler herfor i Landstingslov om Landsting og Landsstyre samt Landstingets Forretningsorden.
Begrundelsen for ophævelsen af §§ 8-11 om Det forebyggelsespolitiske Råd er strukturelle ændringer og udvidelser inden for det forebyggelsespolitiske område, som indebærer, at en del af de meget brede opgaver, som Det forebyggelsespolitiske Råd i henhold til forordningen er pålagt, i dag varetages af forebyggelseskonsulenterne, Ernæringsrådet, Alkohol- og Narkotikarådet, PAARISA samt Embedslægeinstitutionen.
I øvrigt bør det ikke være bundet ved lovgivning, hvorvidt landsstyret skal nedsætte et rådgivende organ. Dette bør stå landsstyret frit for selv at beslutte.
Dersom Landsstyret ønsker en tænketank, et rådgivende organ eller en ny struktur omkring det forebyggende område, kan dette etableres med forankring i en landsstyrebeslutning. Deltagerne i et sådant forum vil kunne udpeges specifikt ud fra deres særlige viden på det pågældende område.
Under Det forebyggelsespolitiske Råds møde i november 1999 var der iøvrigt bred enighed om, at Det forebyggelsespolitiske Råd i den nuværende form skal revurderes. Det forebyggelsespolitiske Råds anbefalinger til landsstyremedlemmet for sundhed var således nedsættelse af et rådgivende organ med ny struktur med reduceret medlemsantal og ændret sammensætning.
Begrundelsen for ophævelsen af §§16-19 om distrikternes sundhedsnævn og sundhedsplaner er, for så vidt angår sundhedsnævnene, at det i en række sundhedsdistrikter har vist sig vanskeligt at få sundhednævnene til at fungere efter hensigten. Dette kan bl.a. forklares med den rolle chefdistriktslægen i lovgivningen er tildelt ved nedsættelsen af sundhedsnævnene. Nedsættelsen af nævnene lader sig således ofte vanskeligt praktisere, idet indkaldelse til 1. møde er snævert bundet op på chefdistriktslægen. Dersom dennes funktion varetages af skiftende vikarer eller distrikterne står uden personale på de pågældende områder, sættes sundhedsnævnets arbejde i stå.
Som en følge af ophævelsen af §§ 16-19, ophæves også § 2 om en årlig sundhedsredegørelse.
Endvidere er de nuværende sundhedsnævn knyttet til landets inddeling i sundhedsdistrikter, således at der i hvert sundhedsdistrikt nedsættes et sundhedsnævn.
I forslaget foreslås reglerne om klageadgang i §§ 21-22 endvidere ophævet, idet disse regler forefindes i Landstingsforordning nr. 15 af 6. november 1997 om sundhedsvæsenets ydelser m.v.
Som konsekvens af at reglerne om Landstingets Sundhedsudvalg, Det forebyggelsespolitiske Råd samt sundhedsnævnene foreslås ophævet, foreslås den dertil knyttede sanktionsbestemmelse i § 23 endvidere ophævet.
2. Forordningsforslagets indhold
Som noget nyt foreslås, at Landsstyret nedsætter lokale forebyggelsesudvalg, der har til opgave at varetage koordinering af det lokale sundhedsfremmende og forebyggende arbejde. De lokale forebyggelsesudvalg skal erstatte de nuværende sundhedsnævn.
Reglerne for de lokale forebyggelsesudvalg er udarbejdet på baggrund af drøftelser med KANUKOKA, anbefalinger fra Det forebyggelsespolitiske Råd samt drøftelser under sundhedsvæsenets ledelseskonferencer.
Hensigten med etablering af lokale forebyggelsesudvalg er, at sikre et lokalt forum hvor de berørte parter indgår i et tættere samarbejde, med henblik på at opfange de lokale sundhedsproblemer, og dermed forestå prioritering af de nødvendige behov for forebyggende indsats. Endvidere er det tanken, at man lokalt skal have større indflydelse og medansvar for den lokale sundhed.
Endvidere foreslås kravet om, at sundhedsdistrikternes inddeling, som udgangspunkt, skal følge den kommunale inddeling, ophævet.
Ændring af bestemmelsen om sundhedsdistrikterne er begrundet i den kommende strukturændring indenfor sundhedsvæsenet, idet den hidtidige inddeling af landet i sundhedsdistrikter, der i hovedreglen skal svare til den kommunale inddeling, kan vise sig uhensigtsmæssig i takt med tanken om regionalisering af visse af sundhedsvæsenets ydelser.
3. Forordningsforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
Forordningsforslaget er udgiftsneutralt i forhold til sundhedsvæsenets samlede budget.
Der forventes ingen personalemæssige konsekvenser af forslaget.
Besparelser ved nedlæggelse af Det forebyggelsespolitiske Råd i sin nuværende form foreslås ikke udmøntet, men midlerne anvendt til etablering af et nyt rådgivende organ eller til andet forebyggende og sundhedsfremmende arbejde.
4. Høring af offentlige myndigheder og organisationer m.v.
Forslaget har været til høring i: Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Direktoratet for Miljø og Natur, Direktoratet for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke, Administrationsdirektoratet, Økonomidirektoratet, Embedslægeinstitutionen, KANUKOKA, Borgerrådet i Pituffik, Borgerrådet i Kangerlussuaq, Det forebyggelsespolitiske Råd, samtlige sundhedsnævn, samtlige sygehuse/sundhedscentre og Lægeklinikken i Nuuk, samtlige tandklinikker, Center for Sundhedsuddannelser, Grønlands Tandlægeforening, Grønlands Lægekredsforening, Peqqissaasut Kattuffiat, Peqqinnissaq Pillugu Kattufiit, Sundhedsmedhjælpernes faglige organisation/SIK, Rigsombudsmanden i Grønland og Politimesteren i Grønland.
Foreslaget har endvidere været til lovteknisk gennemgang i Lovkontoret, Landsstyrets Sekretariat.
Høringssvarene er i fornødent omfang indarbejdet i forslaget.
Bemærkninger til forordningsforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
§ 1 er identisk med den tidligere § 1.
Bestemmelsen fastsætter, at sundhedsvæsenet er centralt styret, idet Landsstyret har ansvaret for såvel drift og planlægning af sundhedsvæsenet, samt for at sundhedslovgivningen overholdes. Den centrale styring begrundes dels ud fra et politisk ønske om generelt at forbedre sundhedstilstanden og dels ud fra behovet for stram økonomisk styring.
Sundhedsvæsenets centrale struktur her i landet betyder, at der, udover de af Landstinget vedtagne regler, kan udstedes tjenestebefalinger direkte til sundhedsdistrikterne, fordi disse er direkte underlagt centraladministrationen, dvs. Direktoratet for Sundhed.
Til § 2
§ 2 er identisk med den tidligere § 3.
Bestemmelsen tager sigte på, at landsstyret formelt pålægges at forestå den ønskede udvikling af den sundhedsmæssige betjening.
Bestemmelsen giver således den centrale myndighed mulighed for at lægge såvel økonomiske som tidsmæssige rammer for planlægningsarbejdet, således at der sikres bedst mulig forvaltning af de midler, der er til rådighed for den sundhedsmæssige udvikling. Begrebet "sundhedsmæssig betjening" omfatter ikke kun anlæg, men også sundhedstilstand, sundhedsforhold og sundhedsvæsenet generelt.
Til § 3
§ 3 er indsat som en ny bestemmelse. I bestemmelsen foreslås etablering af lokale forebyggelsesudvalg, der har til opgave at styrke det lokale sundhedsfremmende og forebyggende arbejde.
Landsstyret nedsætter forebyggelsesudvalget.
Den lokale sundhedsfremme er ikke alene sundhedsvæsenets ansvar, men en samfunds opgave, der kræver en koordineret indsats.
Hensigten med etablering af lokale forebyggelsesudvalg er, at sikre et lokalt forum hvor de berørte parter indgår i et tættere samarbejde, med henblik på at opfange de lokale sundhedsproblemer, og dermed forestå prioritering af de nødvendige behov for forebyggende indsats. Endvidere er det tanken, at man lokalt skal have større indflydelse og medansvar for den lokale sundhed.
Ifølge § 3 er der pligt til i hver kommune at nedsætte et forebyggelsesudvalg. Dette er en styrkelse af den kommunale medindflydelse og ansvar, frem for tidligere, hvor sundhedsnævnet skulle nedsættes indenfor de enkelte sundhedsdistrikter. Et sundhedsnævn kunne således godt dække mere end en kommune.
Hvorvidt der skal nedsættes lokale forebyggelsesudvalg i bygderne, er op til den enkelte kommune/bygd.
Navnet "forebyggelsesudvalg" er valgt efter indstilling fra Det forebyggelsespolitiske Råd. Endvidere præciserer navnet, at dette forum har indflydelse på den primære sundhedstjeneste.
Med nedsættelse af lokale samarbejdsfora efterkommes WHO´s generelle mål, om en styrket forebyggende og sundhedsfremmende indsats, samt WHO´s mål for et hensigtsmæssigt sundhedsvæsen, hvor sundhedssektorens rolle i højere grad bevæger sig ud over ansvaret for en klinisk og sygdomsbehandlende service og hen imod sundhedsfremme.
Til § 4
Bestemmelsen erstatter den tidligere § 15.
Ifølge den tidligere § 15 er landet inddelt i sundhedsdistrikter, hvis antal og område følger den kommunale inddeling, medmindre helt særlige forhold gør sig gældende.
Stk. 1 angiver at landet inddeles i sundhedsdistikter. Kravet om, at sundhedsdistrikterne som udgangspunkt skal følge den kommunale inddeling, foreslås ophævet. Der gives dermed mulighed for at sundhedsdistrikternes inddeling kan gå på tværs af kommunegrænserne eller omfatte en eller flere kommuner.
Ændring af bestemmelsen om sundhedsdistrikterne er begrundet i den kommende strukturændring indenfor sundhedsvæsenet, idet den hidtidige inddeling af landet i sundhedsdistrikter, der i hovedreglen skal svare til den kommunale inddeling, kan vise sig uhensigtsmæssig i takt med regionalisering af visse af sundhedsvæsenets ydelser. For til stadighed at kunne forbedre de sundhedsmæssige ydelser til gavn for landets borgere, er det nødvendigt at have mulighed for at inddele landet i sundhedsdistrikter, der svarer til landets og borgernes behov og ikke er bundet af, hvad der gælder for andre forvaltningsgrene/væsener.
Det er herved sikret at fremtidige strukturer inden for sundhedsvæsenet kan få en anden udformning end den nuværende. Hvorvidt der faktisk vil ske en ændring af distriktsinddelingen, afhænger dog bl.a. af de kommende regionaliseringsplaner.
Da det er vigtigt at inddrage de enkelte kommuner i det lokale sundhedsarbejde, er kommunens medindflydelse og medansvar på dette sikret ved det lokale forebyggelsesudvalg.
Bestemmelsens stk. 2 vedrører Dronning Ingrids Hospital, der dels er lokalsygehus for Nuuk sundhedsdistrikt og dels varetager landsdækkende funktioner. Dronning Ingrids Hospital har etableret en speciallægestab med selvstændige afdelinger indenfor bl.a. kirurgi, medicin, psykiatri, anæstesi, billeddiagnostik, fødselsbetjening, hospitalsodontologi og dermato/venerologi. Derudover varetager Dronning Ingrids Hospital biokemiske laboratorieydelser, samt medicoteknik. Hospitalet har en pligt til at varetage patientundersøgelser og patientbehandling, der ikke forudsættes at kunne klares på de øvrige sygehuse/sundhedscentre.
Dronning Ingrids Hospital er ligeledes forpligtet til at yde de øvrige sygehuse/sundhedscentre sundhedsfaglig rådgivning.
I stk. 3 er der indsat hjemmel til, at landsstyret kan fastsætte regler om sundhedsdistrikternes inddeling, opbygning og funktion samt for Dronning Ingrids Hospitals landsdækkende funktioner.
Til §§ 5-7
§§ 5-7 svarer til de tidligere §§ 12-14.
Hovedforudsætningen for bestemmelserne om Embedslægeinstitutionen har været Forhandlingsudvalgets redegørelse, der blev drøftet af Landstinget på Efterårssamlingen 1991, samt Lov om Sundhedsvæsenet i Grønland. Det har således været forudsat, at der ikke skal oprettes en grønlandsk sundhedsstyrelse, idet dette ikke er realistisk muligt og idet dette vil indebære parallelle funktioner og dermed dobbeltadministration. Derudover har det været forudsat, at embedet skal have mulighed for at udøve samme uvildighed i opgavevaretagelsen som Sundhedsstyrelsens funktioner har i Danmark.
I overenstemmelse hermed blev der ved Landstingsforordning nr. 7 af 30. oktober 1992 om sundhedsvæsenets styrelse og organisation oprettet en Embedslægeinstitution, hvis primære opgave er rådgivning i sundhedsfaglige spørgsmål, overvågning af sundhedsforholdene, tilsyn med medicinalpersoners virksomhed, forberedende behandling af patientklager, løbende orientering om samt beretning om sundhedstilstanden.
Embedets uafhængighed og uvildighed i sundhedsfaglig henseende er sikret ved, at embedet ikke kan overrefereres sundhedsfagligt, og at det er det samlede Landsstyre, der ansætter og afskediger embedslægen.
Embedslægen har mulighed for at orientere offentligheden, når der på baggrund af særlige sundhedsmæssige forhold findes nødvendigt.
Embedslægeinstitutionens virke fremgår endvidere af Hjemmestyrestyrets bekendtgørelse nr.1 af 4. januar 1996 om Embedslægeinstitutionens virke.
Til § 8
Bestemmelsen svarer til den oprindelige § 20. Bestemmelsen indebærer, at sundhedsdistrikterne og Direktoratet for Sundhed har en selvstændig forpligtelse til at informere og vejlede patienterne om de forskellige klageadgange, herunder adgangen til at indbringe en klage over faglige forhold for Patientklagenævnet. Da det ikke mindst for klager over sundhedsvæsenet er vigtigt, at patienterne får en klar og entydig vejledning og information om klagevejene på området, er sundhedsdistrikterne og Direktoratet for Sundheds forpligtelse til aktivt at informere om klageadgangen præciseret.
Direktoratet for Sundhed har udsendt vejledning om klageprocedurerne.
Til § 9
Forordningen foreslås ikrafttrådt 1. august 2000.